Billeder af virksomheden og dens aktiviteter skal være en oplevelse
Mit slogan har altid været at billeder skal være en oplevelse, at de ikke må være kedelige og at de helst skal udfordre beskueren. Heldigvis får jeg som freelance erhvervsfotograf meget ofte helt frie hænder, men jeg foretrækker samtidig også et tæt samarbejde med virksomheden, både ledelsen, marketing osv. Dette samarbejde er vigtigt så fotograferingen, den visuelle identitet, profilen og virksomhedsportrættet afspejler virksomhedens ånd, grafiske identitet, produkter og ikke mindst, kvalitet.
Jeg tilbyder som professionel fotograf fotografering til erhverv, industri, virksomhedsprofiler og virksomhedsportrætter i hele Danmark. Jeg har altid lys og grej med til alle tænkelige situationer og typer af billeder.
Sådan får vi sammen lavet de bedste billeder af virksomheden og medarbejderne
At fotografere gode billeder af såvel personale som produkter og aktiviteter kræver lidt planlægning og forberedelser.
Derfor opfordrer jeg ofte virksomheden til at lave en liste over de billeder man ønsker at få ud af fotograferingen, en lille drejebog med andre ord. Jeg har stor erfaring i dette, så jeg hjælper selvfølgelig gerne med den del også.
Rent praktisk aftaler vi en en eller måske flere dage til fotografering i virksomheden. Inden da er der gjort lidt forberedelser så alt tager sig godt ud, både på kontorer og i produktionen.
Jeg møder op på dagen og så går vi ellers i gang fra en ende af. Drejer det sig om personalebilleder er det en god idé at lave en tidsplan, så medarbejderne er klar, ikke sidder i møde osv. Det samme gør sig gældende hvis vi fotograferer i virksomhedens produktion. Er der ting der skal forberedes, flyttes rundt på tørres af osv. Og endelig, er der ting der ikke må fotograferes af den ene eller anden årsag. En anden ting der ofte også skal være styr på er beklædningen, så det giver man også lige en tanke.
Priser på erhvervsfotografering
Som med meget andet af det jeg laver, giver jeg helst tilbud på en opgave. Så ved både virksomheden og jeg hvad prisen for billeder og evt. video er.
Prisen for erhvervsfotografering og billeder inkluderer brugsrettigheder til din virksomhed på virksomhedens hjemmeside, sociale medier osv.
Jeg laver også packshots og produktfotografering